Mit første møde med Hemmingway var vellykket. Jeg husker bogen som en simpel, men gribende historie, der skal læses igen engang.

Det gør helt ondt at klappe bogen i, velvidende at man har læst alle de skønlitterære ord, Morten Pape indtil videre har haft i sig. Igen-igen socialrealistisk tragedie. En stor del af bogen tager læseren med til Rwanda, og selvom det er grusomt, spændende og naturligvis pokkers velfortalt, er det ikke det, jeg synes, Morten Pape gør bedst. Stadig voldsomt anbefalelsværdig, foretrækker bare skildringen af det nære.

Endnu fremragende, selvstændig opfølger til Planen. Den rodfæster sig måske knapt så meget i erindringen, men bidrager nu alligevel med væsentlige nuancer til lommer af samfundet, de færreste stikker deres hænder i.

Den handler om krig, men den handler mest om menneskelig brutalitet, om at vænne sig til for meget og om at bevare en sidste rest af den, man er, når alting eksploderer omkring en. Fantastisk bog med passager, jeg måtte læse flere gange for at forstå hvor smukt og vanvittigt, man kunne fortælle en historie på samme tid.

Den sætter sig dybt i læseren. Løber lidt omveje, men den kan bære det.

Spændende karakterer, godt fortalt, men uforløst og til tider for rablende. En enkelt kedelig passsage, jeg næsten sprang over.

Planen er på én gang enormt fin, underfundig, sjov, skræmmende, tankevækkende og helt fantastisk velskrevet.

Man skal læse bogen, fordi den skildrer skæbner. Selvom bogen er halvvejs selvbiografisk, formår den at omhandle så mange andre end blot hovedkarakterens egen tilværelse, og med sylespidse bemærkninger og fænomenale iagttagelser giver bogen et både humoristisk og barskt indblik i et samfund, som de færreste - heldigvis - befinder sig i.

Mesterlig velskrevet roman om pigen Esther og om den arv, man tager med sig fra barndommens gade. Socialrealistisk tidsbillede, der især i den sidste del også er med til at tegne et godt billede af datidens kønsroller og bekymringer.